09.03.1996 KL. 16:00 Storm over Tvind Af Mikkel Hertz og Lars Roger Sørensen Tonen var hjertelig i de første breve til de nyestuderende på Det Nødvendige Seminariumshold 16. Men efter kort tid begyndte eleverne at "hoppe af" i vrede og bitterhed over forholdene på Tvind. Nu anklager de skolerne for at have begået massiv og systematisk svindel med statens tilskud.;; DNS 16 tegnede til at blive endnu en succes. »Kære Ven,« hed det i optimistiske breve, som blev sendt ud til de kommende elever. »Først og fremmest rigtig mange hilsner til dig. Vi håber, at du har det godt, og at du er i fuld sving med dine forberedelser til starten her, den 1. september 1993.« På "Det Nødvendige Seminarium" i Ulfborg Kommune så man frem til det nye hold studerende -hold nummer seksten siden seminariets start. »Her på Tvind har vi det fint,« som der stod i brevene til "DNS 16" -idealistiske unge mennesker, 47 i alt, fra det meste af Europa, der alle havde meldt sig til fire år på Det Nødvendige Seminarium i håb om derved at erhverve kvalifikationerne til et berigende liv med lærergerningen. Fire år for 25.000 At der er tale om et temmeligt utraditionelt seminarium, vidste de fleste i gruppen givet. Men at Det Nødvendige Seminarium slet ikke er noget rigtigt seminarium, at uddannelsen hverken er anerkendt eller godkendt, og at den derfor ikke mange steder betragtes som nogen seriøs kvalifikation -da slet ikke i den danske folkeskole -det vidste formentlig kun de færreste på hold 16. For det står ikke i Tvinds annoncer og hvervemateriale. Men på den anden side: Hvor får man ellers fire års undervisning med kost, logi, nye kammerater og spændende rejser til fjerne lande -samt mulighed for at slutte af med et helt års arbejde i Afrika uden løn, men alligevel -hvor får man ellers alt det, for bare 25.000 kroner? Oven i købet 25.000 kr., som Tvind inden uddannelsens begyndelse kunne hjælpe hver enkelt med at spare op -sammen i én stor kasse, hvis alle i fællesskab arbejdede i og for koncernen Tvind med at samle tøj, synge på gaden eller sælge postkort fra Asien. »Den fælles spare-penge-sammen-periode er en meget speciel og fantastisk ting,« som der stod i brevene til hold 16. »Vi kæmper for at skaffe hver øre på den hurtigste og smarteste måde.« Og videre: »Det bliver et simpelt, men godt liv. Vi vil synge sammen og fortælle historier fra vore hjemlande. Og til slut er vi allesammen de 25.000 danske kroner og masser af nye erfaringer rigere.« Penge­fikseret sekt Men erfaringerne på DNS 16 blev -som for så mange af de tidligere hold -af blandet karakter. »Det Nødvendige Seminarium er afgjort ingen skole, men en del af en verdensomspændende penge-fikseret sekt, der rekrutterer nye medlemmer på falske præmisser,« som en af de studerende 16 senere skrev i en rapport om seminarieopholdet hos Tvind. Hun er en af de mange, mange "afhoppere" fra Tvind. Hun er vred og føler sig snydt. Præcis som Ole Vig Jensen. For er der noget, der står den radikale undervisningsministers hjerte nær, er det Danmarks frie og liberale højskolebevægelse som også Tvind -på godt og ondt -er en del af. Men også Ole Vig Jensen kæmper nu med de problemer, der opstod hos hold 16 på Det Nødvendige Seminarium. En undersøgelse fra Rigsrevisionen, offentliggjort i sidste uge, har afsløret stribevis af uregelmæssigheder og en slendrian langt ud over det tilladelige på en række af de mange Tvind-skoler, som i årevis er blevet finansieret af milliontilskud fra Ole Vig Jensens eget ministerium. Rigsrevisionen fastslog, at syv Tvind-skoler har overtrådt tilskudsreglerne ved igen og igen at have for mange fripladser, for mange udenlandske elever, for mange udflugter, for få undervisningsdage og forkerte kursusindberetninger. Dette til trods for, at Tvind-lærere -inden Rigsrevisionens folk kom på de anmeldte besøg -over flere dage havde været på særlige kurser for at lære, hvordan man laver »bilagsrettelser« og »rettelser i forhold til skoleadministration«. Ministerens ansvar Rigsrevisionen er langt fra færdig med sin undersøgelse. Og den vil, når resultatet offentliggøres om en måned, efter alt at dømme medføre en alvorlig påtale til Ole Vig Jensen. Det har været hans ansvar som undervisningsminister at føre tilsyn med Tvinds forvaltning af de mange hundrede millioner kroner, statskassen i årenes løb har udbetalt til koncernens skoler. Og den "næse", der venter forude, kan i virkeligheden føres tilbage til 1993 -der, hvor historien begyndte: Til hold 16 på Det Nødvendige Seminarium og den fælles kamp »for at skaffe hver øre på den hurtigste og smarteste måde«, som der stod i skolens breve til holdets deltagere. Dengang stod det imidlertid endnu ikke klart, hvor smart og hvor hurtigt det skulle gå. De første afhoppere Få uger efter at holdet var startet, begyndte de første elever dog allerede at miste illusionerne. Den første hoppede fra, så endnu en, og senere forsvandt de i hele grupper eller parvis, som tilfældet var med Erik Weile og Niina Kinunen. Begge var lokket til Tvind ved udsigten til at få en nyttig og spændende uddannelse uden samtidig at være tvunget til at stifte en tyngende studiegæld. Nina havde lånt startgebyret på de 25.000 kr. af sin mor og betalt til skolen kontant, mens Erik i måneder måtte knokle for Tvind-koncernens bistandsafdeling UFF, Ulandshjælp Folk til Folk, for at spare pengene op på den vis. Det kom ikke bag på dem, at koncernen stillede krav om, at der undervejs skulle arbejdes yderligere for at få det hele til at løbe rundt. At der slet ikke var nogen undervisning var derimod en ubehagelig overraskelse. Også dette hold måtte gennem de berygtede og ofte daglange fællesmøder, hvor elever efter tur blev heglet igennem på grund af deres småborgerlige manerer, en gruppefjendsk holdning eller en tur på kroen. Der var ikke meget mere mad og søvn, end der var undervisning, skal man tro samstemmende beretninger fra en lang række af de tidligere elever. Arbejdet, til gengæld, ville ingen ende tage, for skolen skulle jo finansieres. Og det blev ikke bedre af, at kun 17 af de 47 på holdet havde solgt postkort nok til at spare de 25.000 kroner sammen. Resten havde kun skaffet mindre beløb, eller var ganske enkelt kommet med som gratister, hvilket trak store veksler på den fælles kasse. En arbejdslejr Evindelige og endeløse diskussioner om penge optog stadig mere tid. I det hele taget fandt Erik Weile og Niina Kinunen livet i Ulfborg mere specielt end fantastisk. Efter syv måneder på Det Nødvendige Seminarium havde de fået nok, stak af, tog hjem, meldte sig ind i "Foreningen til Bekæmpelse af Tvind" -og klagede. Blandt andet skrev de til Undervisningsministeriet. Uddannelsen var svindel, påpegede de, noget seminarium var det i hvert fald ikke -snarere en arbejdslejr. De ville have deres skolepenge tilbage og forlangte, at ministeriet satte en stopper for Tvinds falske markedsføring. I mange måneder hørte de ikke et ord. Men i ministeriet udviklede deres klage sig langsomt til en egentlig "sag", der førte til en måneder lang og stadig mere omfattende korrespondance mellem Tvind og ministeriet. For de tidligere "lærerstuderende" havde bl.a. gjort ministeriet opmærksom på, at Erik Weile under sit ophold på Det Nødvendige Seminarium havde været indskrevet som elev på Den Rejsende Højskole -et andet Tvind-foretagende i Ulfborg. Ikke at han havde fulgt nogen kurser dér. Han havde hele tiden gået på seminariet som alle andre på hans hold. Faktisk mener han kun at have sat sine ben i højskolens bygninger een eneste gang: »Det var, da vi en aften skulle se en fodboldlandskamp, og vores eget fjernsyn på seminariet var gået i stykker,« husker han. Opfordring fra rektor Ikke desto mindre havde han skrevet under på, at han deltog i et fire ugers højskolekursus -ligesom han skrev under på så meget andet i de måneder på Tvind. Han gjorde det, fordi seminariets ene rektor, Jytte Martinussen, bad ham om det, også selv om han blev klar over, at Den Rejsende Højskole med den underskrift kunne få både kursustilskud og elevstøtte i hans navn. For Undervisningsministeriet, der bevilger den slags, kunne ikke vide, at han i virkeligheden kun var elev på Det Nødvendige Seminarium, en institution, der hverken er anerkendt som højskole eller læreruddannelse og derfor ikke berettiger til nogen form for elevstøtte eller kursustilskud. Men alt det gjorde han i sin klage ministeriet opmærksom på. Da embedsmændene bad Tvind om en forklaring, fastholdt man, at Erik Weile havde gået på Den Rejsende Højskole -ikke bare på ét, men på to kurser, men at han måske ikke selv havde opdaget det. Højskolens kurser var, sagde de på Tvind, lagt ind som en helt naturlig og integreret del af uddannelsen på Det Nødvendige Seminarium. Og i øvrigt var undervisningen de to steder aldeles identisk. Da ministeriet derefter spurgte, hvorfor Erik Weiles finske kæreste, Niina, der dag for dag havde fulgt de samme aktiviteter som Erik, ikke stod opført som elev på de samme højskolekurser, svarede Tvind, at også hun havde gået på højskolen, men kun som "gæst". Og igen uden selv at vide det. Niina havde alene haft status som gæst, viste det sig, fordi antallet af udenlandske elever på højskolen i forvejen var foruroligende højt og tæt på de tilladte 50 procent. For mange udenlandske navne på de elevlister, der rutinemæssigt skal indsendes til Undervisningsministeriet, kunne skabe problemer, men "gæster" mente man sig ikke forpligtet til at tælle med. Uro og mistanke Og sådan fortsatte det med lange juridiske udlægninger og bureaukratiske fortolkninger. Indtil sagen fornylig endte med, at Den rejsende Højskole må betale godt 300.000 kr. tilbage, svarende til statsstøtte modtaget for de kurser, hvor der -når man absolut skulle tælle alle "gæsterne" med -har været for mange udenlandske elever. Men sagen havde for længst vakt uro og mistanke. Både ministeriet og Rigsrevisionen gik igang med at undersøge skolernes forvaltning og fortolkning af reglerne for tilskud og statsstøtte. Resultatet af de undersøgelser -og Tvinds temmelig afslappede forhold til regler og cirkulærer -er nu kendt stof. Politikere fra Venstre, CD, Det konservative Folkeparti og Fremskridtspartiet krævede da Rigsrevisionens undersøgelse forleden blev lagt frem -øjeblikkeligt en bedragerianmeldelse mod Tvind. Foreløbig har undervisningsminister Ole Vig Jensen bedt statens faste advokat, Kammeradvokaten, vurdere, om politiet skal inddrages i sagen. Samtidig har han skærpet en række krav til de skoler, hans ministerium finansierer: For det første vil han have Tvind til at kappe de snævre økonomiske bånd mellem skolerne og resten af koncernen -herunder UFF. For det andet vil han indstille støtten til de syv skoler, Rigsrevisionen har kritiseret med mindre skolerne kommer med en overordentlig god forklaring. Samtidig har han pudset revisionsfirmaet Deloitte og Touche på de øvrige 18 Tvindskoler, der modtager driftstilskud fra staten. Endelig har han klaget til de statsautoriserede revisorers disciplinærnævn over den revisor, der i årevis har forsynet regnskaberne fra alle Tvinds skoler med ens og intetsigende påtegninger -uden nogensinde at have aflagt skolerne de kontrolbesøg, han har pligt til. »Min tålmodighed med Tvind-imperiet er opbrugt,« som Ole Vig Jensen fastslog i sidste uge. Systematisk svindel For en række af de tidligere elever på DNS 16 er det mest overraskende, at det først er sket nu. De indgav allerede for 13 måneder siden en politianmeldelse mod Tvind for systematisk og massiv svindel med de omfattende tilskud fra staten. Politianmeldelsen var vedlagt en række underskrevne erklæringer fra tidligere elever på Det Nødvendige Seminariums hold nummer 16 -blandt dem Erik Weile, som i dag er bestyrelsesmedlem i "Foreningen mod Tvind". Ifølge erklæringerne fulgte ingen på holdet bare én dags undervisning på Den Rejsende Højskole, selv om Tvind skrev mere end halvdelen af holdets 47 elever på de lister, der udløser tilskud til højskolen fra Undervisningsministeriet. Det fremgår samtidig, at Tvind-skolernes rod med fripladser, kursusindberetninger og mangelfulde revisionspåtegninger er langt mere end bare administrative uregelmæssigheder. Eleverne gør det i deres erklæringer klart, at det ikke er ministerielle cirkulærer og bureaukratiske reglementer om eksempelvis antallet af udenlandske gæster på et hold, men derimod straffelovens bestemmelser om bedrageri, der er blevet overtrådt. Malkning af kasserne Erklæringerne slår fast, at der er tale om systematisk svindel over for Undervisningsministeriet -regulær malkning af de offentlige kasser, styret, beordret, begået og erkendt af Tvind-koncernens egne skoleledere. Som det hedder i erklæringen fra en af de tidligere elever: »Mikael Norling, rektor for Det Nødvendige Seminarium, foreslog, at nogle af os skulle tilmelde os Den Rejsende Højskole i Tvind, så de kunne få støtte, betalt af den danske regering til højskolens elever. Pengene skulle indgå i fællesøkonomien på Det Nødvendige Seminarium. Eleverne skule selvfølgelig ikke gå på højskolen, selv om skolen fik støtte til dem, da de jo var travlt optaget på seminariet.« Af samme erklæring fremgår det, at rektoren for Den Rejsende Højskole havde godkendt proceduren -og videre hedder det. »Adspurgt om, hvorvidt metoden var lovlig, indrømmede han (rektor Mikael Norling, red.) direkte, at det kunne kaldes ulovligt. Hans eneste undskyldning var, at den danske regering havde fjernet støtten til Det Nødvendige Seminarium og derfor reelt selv var ansvarlig.« Og som der står i erklæringen fra en anden af de tidligere elever: »Meningen var at skaffe penge ­ikke at få undervisning på højskolen.« Denne elev, som var medlem af Det Nødvendige Seminariums økonomiudvalg, skriver videre: »Mikael Norling gjorde det på et møde i udvalget klart, at denne måde at skaffe penge på var ulovlig, men at der sjældent var inspektion, så der kunne ikke ske noget ved det. Hvis der imidlertid skulle komme inspektion, skulle eleverne gå over til højskolens bygninger, sagde Norling, og de skulle gebærde sig, som om de gik der.« Rektor afviser Jyllands-Posten har talt med adskillige elever fra samme hold, der bekræfter sagen, som den er fremstillet i disse og andre erklæringer. Elever, hvis eneste tilknytning til højskolen var, at deres navn blev skrevet på de lister, der automatisk udløste tilskud til Tvind. Et tilskud på op til 1700 kroner for hvert navn hver uge -og dermed flere hundrede tusinde kroner alene i det første halve år, hold 16 var på Tvind. Elever fra andre hold fastslår samtidig over for Jyllands-Posten, at det samme systematiske og bevidste misbrug af statens tilskud fandt sted også i deres tid på Tvind i årene både før og efter hold 16 -styret af seminariets to rektorer, Jytte Martinussen og Mikael Norling. Mikael Norling er, oplyser Tvind, for øjeblikket bortrejst. Og Jytte Martinussen afviser i telefonen fra Ulfborg alt -også eksistensen af det materiale, der i mere end et år har ligget på både politigården i Holstebro og i Undervisningsministeriets afdeling for folkeoplysning. »Der foreligger ikke nogen politianmeldelse mod os,« siger Tvind-rektoren. »Jeg ved ikke, hvad det er, du snakker om ... og jeg kan slet ikke genkende noget af alt det der.« Rektoren holder sig i store træk til den forklaring, som Tvind også gav Undervisningsministeriet i forbindelse med Erik Weiles klage: At elever på Det Nødvendige Seminarium -som led i deres uddannelse der -følger kurser på Den Rejsende Højskole. »Hvis du har bare en smule erfaring som journalist, så ved du også, hvad der foregår. Lige nu kan hvem som helst sige hvad som helst om os og få det trykt alle mulige steder, hvis bare det er tilstrækkelig negativt,« siger Jytte Martinussen. Politiet afventer Hos politiet i Holstebro, kun godt en snes kilometer fra skolerne i Tvind, har man haft dokumenterne fra de tidligere seminarie-elever liggende, lige siden politianmeldelsen mod skolerne og deres ledere blev indgivet mandag den 30. januar sidste år. Der er ikke foretaget nogen efterforskning eller nogen afhøringer i sagen. Faktisk har man begrænset indsatsen til at køre dokumenterne gennem stationens kopimaskine og poste fotokopierne til Undervisningsministeriet. »Vi afventer for at høre om der kommer en politianmeldelse via kammeradvokaten og ministeriet,« siger chefen for kriminalpolitiet i Holstebro, Frede Rosenberg, Er det ikke nok, at der er indgivet én anmeldelse? »Jamen, den anmeldelse har vi jo sendt til ministeriet, for at de skulle se på det. Denne sag handler jo om Tvind contra samfundet, det kan vi vel hurtigt blive enige om, og ikke om Tvind contra den enkelte elev, der har gået på kursus derude. Derfor er det holdningen her, at vi afventer og ser, hvad der sker fra ministeriets side.« I Undervisningsministeriet, hvor dokumenterne ligger i fotokopi, tøver kontorchef Henrik Køber længe, før han undrende svarer: »Vi undersøger, hvad vi kan. Men ministeriet kan jo ikke gå ud og lave en politimæssig efterforskning.« Men politiet venter tilsyneladende på jer? »Vi kan jo ikke bestemme, hvad politiet skal eller ikke skal...« Kunne I bede dem kigge på sagen? »Det er der jo allerede andre, der har gjort. Og politiet må så afgøre, hvad de vil gøre ved det,« siger kontorchefen.