Sundhedsudvalget SUU alm. del - Bilag 179 Offentlig Til Folketingets Sundhedsudvalg Dato: Kontor: J.nr.: 18. januar 2005 4.s.kt. 2004-0111/03-22 Sagsbeh.: Fil-navn: NMO Dokument 7 Organisering af vaccineaktiviteter på Statens Serum Institut I efteråret 2003 nedsatte jeg en tværministeriel arbejdsgruppe, der fik til opgave at analysere forskellige modeller for Statens Serum Instituts fremtidige organisation. ./. Der foreligger nu en rapport fra arbejdsgruppen, som oversendes til sundhedsudvalgets orientering. Baggrunden for arbejdsgruppens nedsættelse var, dels at der gennem de senere år har været øget fokus på mulighederne for at udbyde offentlig produktion, og dels at der er rejst spørgsmål om, hvorvidt modellen for leverance af vacciner til børnevaccinationsprogrammet er i overensstemmelse med EU’s udbudsregler. Arbejdsgruppen har således haft til opgave at beskrive og analysere to hovedmodeller for Statens Serum Instituts fremtidige virksomhed. Dels en model, hvor instituttets rolle som national forsyner af børnevacciner opretholdes, og dels en model, hvor instituttets vaccineaktiviteter gradvist frasælges. På et samråd i Folketinget den 22. oktober 2003 redegjorde jeg nærmere for baggrunden for arbejdsgruppens nedsættelse og for analysens indhold. Jeg gav i den forbindelse tilsagn om at orientere udvalget om resultatet af de overvejelser, som rapporten gav anledning til. Parallelt med arbejdsgruppens arbejde igangsatte Rigsrevisionen i 2003 en større undersøgelse af Statens Serum Institut. Undersøgelsen blev afsluttet med beretning 12/03, der blev offentliggjort i juni måned 2004. Rigsrevisionen konkluderede bl.a., ”at der er indikation for, at Statens Serum Instituts produktionskapacitet på vaccineområdet kan forventes at give Danmark et bedre udgangspunkt for at undgå forsyningsproblemer” [..end de øvrige lande i undersøgelsen..]. Statsrevisorerne har i forbindelse med behandling af rapporten bemærket, at ”Statsrevisorerne finder, at Statens Serum Instituts kommercielle diagnostiske aktiviteter og 2 produktionskapacitet på vaccineområdet bidrager til både at styrke det danske beredskab mod smitsomme sygdomme og at håndtere nye angreb af epidemier. Værdien heraf - herunder faglig ekspertise på et højt niveau - og den ekstra service instituttet yder, betyder imidlertid, at Statens Serum Instituts priser generelt ligger på et højt niveau. Resultaterne af Rigsrevisionens undersøgelse har ligget til grund for arbejdsgruppens analyser og overvejelser. Arbejdsgruppens analyse og Rigsrevisionens undersøgelse peger tilsammen på, at den nuværende organisering af Statens Serum Institut børnevaccineaktiviteter indebærer en række beredskabs- og forsyningsmæssige fordele, og at eventuelle økonomiske gevinster ved et frasalg skal vejes op imod det lavere beredskabsniveau, som frasalget ville medføre. Ud fra en samlet vurdering af de forsynings-, beredskabsmæssige og økonomiske hensyn og af behovet for at bevare et sikkert og effektivt beredskab i krisesituationer har regeringen besluttet, at Statens Serum Institut fortsat skal varetage vaccineproduktion og forestå leverance af vacciner til børnevaccinationsprogrammet. I forbindelse med opretholdelse af Statens Serum Instituts rolle som leverandør af vacciner til børnevaccinationsprogrammet vil finansieringsmodellen blive omlagt, således at den er afstemt med EU-retten. Lovteksten vedrørende Statens Serum Institut vil blive tilpasset hertil. Ændringerne indarbejdes i det forslag til en samlet sundhedslov, som regeringen snarest fremsætter som led i den samlede lovpakke i forbindelse med gennemførelsen af strukturreformen. Regeringen tillægger det stor vægt, at der hermed er skabt ro om Statens Serum Instituts fremtidige organisation – herunder om varetagelsen af vaccineaktiviteterne. Med venlig hilsen Lars Løkke Rasmussen Vagn Nielsen